XR er forkortelsen for Extended Reality, som er et paraplybegreb der dækker over Augmented Reality (AR), Mixed Reality (MR) og Virtual Reality (VR). XR omfatter kort sagt forskellige måder at vise virtuelt indhold ved hjælp af smartphones, tablets, VR-headsets og lignende udstyr. Dette virtuelle indhold placeres så oven på virkeligheden så denne bliver udvidet med en ekstra dimension. Det kan også fuldstændigt erstatte virkeligheden, og tage brugeren med ind i en anden verden. Her følger en gennemgang af de forskellige grene inden for XR, samt de perspektiver de afstedkommer.
Augmented Reality (AR & WebAR)
AR opleves oftest via brugerens egen smartphone og er derfor klart den nemmest tilgængelige oplevelse, og typisk også den billigste løsning, sammenlignet med de andre XR-oplevelser.
Det fungerer ved at brugeren aktiverer AR-oplevelsen, der åbner mobilens kamera. Her ser brugeren grafik der bliver “placeret” oven på virkeligheden, så det ser ud som om grafikken faktisk befinder sig i rummet. Man kan bevæge sig rundt om de grafiske elementer og komme helt tæt på, og kan således bruge mobilen som et slags vindue ind til oplevelsen.
Der findes grundlæggende to måder at producere AR oplevelser på: AR og WebAR.
Forskellen på de to ligger dels i at de tilgås på forskellige måder af brugeren, og i at udviklingen bag oplevelserne laves på forskellige måder.
AR tilgås typisk af brugeren ved at scanne en QR-kode, downloade en app, åbne denne og så få adgang til oplevelsen. Da der er tale om en app, kræver det at den ligger på App Store og Google Play.
WebAR tilgås mere direkte ved at brugeren scanner en QR kode hvorefter de får oplevelsen med det samme.
Oplevelsen ligger nemlig online på en hjemmeside og kan derfor tilgås uden installation. Der er altså store fordele ved WebAR, der både kommer brugeren og skaberen til gode. En anden fordel er at man kan opdatere indholdet lige så let som man kan på en hjemmeside.
Virtual Reality (VR)
VR er en gammel kending som har haft flere renæssancer igennem de sidste 40 år. Efter introduktionen af Playstation VR (2016) og Oculus Quest (2019), hvor man ikke længere behøver at have en kraftig computer tilkoblet, er populariteten eksploderet – og det ser ud til at teknologien for alvor er kommet for at blive.
VR kan give de mest inddragende oplevelser af de tre grundlæggende XR muligheder, da den tager syns- og høresansen med ud i en anden verden. Det er en oplagt platform hvis man har en stationær fortælling, som man vil tage brugeren helt ind i. Det er oplagt til undervisning og til at vise store projekter, der endnu ikke er skabt i virkeligheden.
Ved produktion til VR skal man være opmærksom på, at man selv skal stille headsets til rådighed. Det er typisk også den dyreste platform at udvikle grafik til, da man skal fylde de fulde 360 grader med indhold for at skabe en troværdig og inddragende oplevelse.
Mixed Reality (MR)
Mixed reality er en blanding af AR og VR – man har et headset på,hvor man stadigt ser den virkelige verden, men hvor der så, ved hjælp af headsettet, placeres grafik “i” den virkelige verden, så det ser ud til at det er fysisk tilstede.
Denne platform er stadig under udvikling og er ikke udbredt kommercielt endnu. Blandt andet tilbyder Microsoft deres HoloLens til virksomheder, til priser der ligger langt fra det private marked. Et andet sted det bliver brugt, er i hjelmene til de nye F-35 fly som forsvaret har bestilt. Der skulle være installeret kameraer rundt omkring på flyet, der sender et direkte videofeed til hjelmen, der så sætter det sammen og viser det i brillen, hvilket gør piloten i stand til at kigge rundt og “se igennem” flyet i realtid, og på den måde eliminere de blinde vinkler flyet ellers giver.
Det er altså stadig mest brugt i specialiserede henseender, men det forventes at vi en dag i den nærmeste fremtid vil kunne tage et par almindeligt udseende briller på, og se virtuelt indhold vokse frem ovenpå den virkelige verden via MR. Der går dog nogle år endnu før vi ser en kommerciel brille, men når det kommer bliver det starten på en helt ny verden.
Se et preview af hvordan Adobe forestiller sig at det kommer til at se ud, med et lille udpluk af mulighederne med MR her.
Sig hej til Pedro
Founder, Techspotter